Jubilæumsfest for hele LM-familien

//

Preben

Lillebæltshallerne i Middelfart satte lørdag rammen for Luthersk Missions jubilæumsarrangement med 1000 deltagere i alle aldre

900 spisende gæster deltog i festmiddagen, og omkring 1100 i åbningsgudstjenesten ved Luthersk Missions 150-års jubilæumsarrangement, der fandt sted lørdag den 3. marts i Middelfart.

Det var Lillebæltshallerne, der dannede rammen, og da der var et begrænset antal pladser, måtte arrangørerne desværre melde alt udsolgt efter tilmeldingsfristen, selvom flere gerne ville have været med.  

Det var derfor et jubilæum, der sprængte alle fysiske rammer, og som vidnede om, at dette var et arrangement, som LM’ere fra hele landet havde set frem til og stod sammen om.

En stor familiefest med deltagere fra hele landet

Jubilæumsfejringen blev lanceret som en stor familiefest, og hele LM-familien var da også repræsenteret med spædbørn i barnevogne, børn, der løb og legede, ungdomsflokken og en stor portion voksne og ældre.

Der var deltagere fra hele landet, fra Nexø i øst til Ringkøbing i vest.

Som en af deltagerne ved arrangementet udtrykte det: ”Vi har altid været LM’ere. Vi er en del af festen.”

Ud over LM’ere deltog også en række indbudte gæster fra LM’s samarbejdsorganisationer, blandt dem Norsk Luthersk Misjonssamband, Indre Mission, Evangelisk Luthersk Mission med flere.

Gudstjeneste, festmiddag og lovsang

Ved åbningsgudstjenesten prædikede tidligere generalsekretær i LM Jens Ole Christensen, og koret fra LMH medvirkede.

Derefter blev der i bedste familiefest-stil serveret middag med lakseforret og stor buffet for de omkring 900 tilmeldte.

De to konferencierer Hanne Rasmussen og Noa Szilas ledte kyndigt gæsterne gennem middagens program med videoindslag, sang og quiz, mens LM’s børnekonsulenter havde forskellige aktiviteter for børnene.

Som en festlig afrunding på dagen samledes alle til lovsangssamvær, hvor generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen prædikede. 

Festen kunne også følges på storskærm

Festlighederne kunne hele dagen følges på storskærm for dem, der sad længst væk.

Desuden blev en del af middagsarrangementet sendt live på internettet via LM’s YouTube-kanal for dem, der ikke kunne deltage.

Teknikken virkede desværre ikke optimalt hele tiden, men det var dog muligt at følge nogle af festlighederne på afstand.

Også på Bornholm blev LM’s jubilæum markeret. Det skete på selve fødselsdagen torsdag den 1. marts i Rønne.

Festen fortsætter med en række lokale jubilæumsarrangementer rundt på øen i løbet af året.