En 150-årig missionsforening i bevægelse

//

Preben

Mange kender Luthersk Mission for det internationale arbejde. Men den kommende jubilar er også synlig herhjemme med genbrugsbutikker og integration af flygtninge

1. marts fylder Danmarks største internationale missionsorganisation 150 år.

Ser man udelukkende på antallet af medlemmer i Luthersk Mission, er det gået ned ad bakke for den mangeårige vækkelsesbevægelse.

Det fortæller menighedskonsulent Birger Reuss Schmidt, der har undersøgt udviklingen fra de store teltmøders tid i 1970’erne op til i dag.

Men samtidig er der sket en kæmpe opblomstring i det tværkulturelle arbejde, og mange frivillige engageres i genbrugsbutikker rundt i landet, understreger han.

Kristne omvendelser i massevis

En del af de flygtninge, der disse år kommer til Danmark, møder det kristne evangelium gennem LM’s integrationsarbejde.

”Det har på få år udviklet sig til at blive en meget væsentlig del af LM’s udadvendte arbejde herhjemme.”

Her forenes det internationale og det nationale missionsperspektiv. Mennesker fra muslimske lande, som det er vanskeligt at sende missionærer til, kommer til Danmark, møder evangeliet og bliver døbt.  

Mødet med flygtninge er blevet en øjenåbner

For nogle af de mindre LM-kredse med få medlemmer er det blevet til stor velsignelse at dele fællesskab med nye kristne fra andre lande.

Samtidig er det en vigtig hjælp for de nytilkomne til at blive integreret som en del af det lokale samfund

Så på den måde kan man godt kalde udviklingen i LM’s tværkulturelle arbejde en ”win-win” for alle, mener menighedskonsulenten.

”Det er blevet en øjenåbner for, hvad venskabsevangelisering helt generelt handler om: At hjælpe sit medmenneske og bygge venskaber, som giver anledning til at række evangeliet videre.”

Genbrug en vigtig indtægtskilde for missionsarbejdet

Et andet markant nybrud er oprettelsen af LM’s syv genbrugsbutikker med en ottende på vej i København.

Butikkerne er på få år blevet en af de store indtægtskilder med et bidrag på næsten fire millioner kroner årligt til hovedkassen ud over det, der går til lokale formål.

Salget af genbrugsvarer styrker ikke blot et bæredygtigt og ansvarligt forbrug. Det er også med til at støtte nogle af de aktuelle indsatsområder, som LM deltager i forskellige steder i verden.

Det gælder for eksempel LM’s internationale missionsprojekter og LM’s integrationsarbejde herhjemme.

Det grå guld i aktion

Genbrugsbutikkerne har også vist sig at have stor betydning på andre områder – både socialt og i forhold til frivilligt engagement, fortæller Birger Reuss Schmidt.

”Det er i høj grad ’det grå guld’, der driver butikkerne, og som oplever det meget meningsfyldt at bruge deres otium på denne måde – samtidig med at de hygger sig i arbejdsfællesskabet.”

Samtidig er det et udtryk for, mener han, at der stadig er potentiale i en 150-årig bevægelse med en voksende gennemsnitsalder.

”Det er en fantastisk mulighed. Vi har et senior-segment med masser af resurser, de gerne vil bruge, og de løser en vigtig opgave.”

LM’s 150-års jubilæum fejres lørdag den 3. marts i Middelfart. 

Om Luthersk Mission:
Luthersk Mission blev stiftet som en vækkelsesbevægelse i Danmark i 1868.
I dag er det den danske missionsorganisation, der har flest missionærer udsendt til arbejde i udlandet.
Omkring 30 missionærer arbejder blandt andet med bibelundervisning, sundhedsarbejde, og litteraturarbejde i Afrika, Sydamerika og Asien. 

I Danmark arbejder Luthersk Mission med skoler, væresteder, plejehjem, genbrug, integration af flygtninge og indvandrere og har et omfattende børne-, ungdoms- og menighedsarbejde fordelt på næsten 100 fællesskaber over hele landet.